Rykker rundt med kong Frederik

Løbsarrangør ændrer på start- og målområde for Royal Run i København for at give bedre forhold for deltagere

Når årets Royal Run løber af stablen 2. pinsedag, er der ændret på start- og målområdet i København.

Det oplyser arrangørerne, Danmarks Idrætsforbund og DGI, i en pressemeddelelse.

Starten rykker fra Nyhavn til området omkring Christiansborg Slotsplads, hvor startskuddet lyder i Slotsholmsgade.

Meget mere plads

Det sker blandt andet for at undgå for meget trængsel, siger Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør for idrætsklubben Sparta og med til at arrangere Royal Run i København og på Frederiksberg.

- Det nye startområde giver os meget mere plads - både til de mange deltagere, der ser frem til en god oplevelse på ruterne, men også til tilskuere, logistik og underholdning, siger hun.

Amalienborg er fortsat endemålet, men målstregen er rykket til den historiske bygning Kolonnaden.

Kong Frederik begynder den store løbsdag i Fredericia, hvorefter han tager til Aarhus og slutter i København. Billedet her er fra sidste års Royal Run. (Arkivfoto).

Spektakulær oplevelse

Det er en søjlegang, der forbinder Christian IX's Palæ og Christian VII's Palæ. Kolonnaden blev bygget i 1794, så kongen og kronprinsen dengang ubesværet kunne bevæge sig mellem de to palæer uden at skulle udendørs.

Dorte Vibjerg lover en "spektakulær" oplevelse for deltagerne, når de kommer i mål for løbene på henholdsvis ti kilometer, fem kilometer og one mile.

Et sug i maven

- Det kommer formentlig til at give deltagerne et lille sug i maven at mærke historiens vingesus, når man krydser målstregen og rækker armene i vejret i de smukke rammer, siger Sparta-direktøren.

Der ventes 42.500 deltagere til Royal Run i hovedstaden.

Royal Run finder sted i fem byer, og Kong Frederik løber med i Fredericia, Aarhus og København.

Udsolgt i december

Dronning Mary stiller til start i Kalundborg, mens kronprins Christian snører løbeskoene i Brønderslev.

Allerede i december kunne Royal Run melde udsolgt af alle 87.500 startnumre, der var sat til salg i første omgang.

I januar blev yderligere 7500 numre sat til salg i en række af byerne. De blev revet væk på få timer.

Powered by Labrador CMS