Scarlet Johanson fylder 40 år

Hendes stjernestatus er ikke til at tage fejl af

Offentliggjort

Scarlett Johansson: Fra Stjerne til Megastjerne

  • Scarlett Johansson, en af verdens mest indflydelsesrige personer ifølge Time Magazine, fylder 40 år den 22. november. Hun har været den højst betalte kvindelige skuespiller i verden og er kendt for sin unikke, let hæse stemme.
  • Johansson begyndte sin skuespillerkarriere som barn og fik sit gennembrud i 2003. Hun blev nomineret til Golden Globe for sine roller i 'Pige med perleørering' og 'Lost in Translation', og hendes talent blev bemærket af instruktører som Woody Allen.
  • Hun blev en del af Marvel-universet i 2012 som Black Widow, hvilket cementerede hendes status som megastjerne. Hendes stemme blev så populær, at den blev brugt som inspiration til ChatGPT, hvilket førte til ændringer efter kritik fra Johansson.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hendes stjernestatus er ikke til at tage fejl af.

Hun var i flere år den højst betalte kvindelige skuespiller i verden og blev i 2021 udnævnt af magasinet Time som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

Fredag 22. november fylder den amerikanske skuespiller Scarlett Johansson, hvis far er dansk, 40 år.

Begyndte som barn 

Allerede som barn begyndte hun at gå skuespillervejen. Hun fik sin professionelle debut på et teaterstykke som otteårig.

Filmdebuten fik hun som niårig.

Døren til et liv i skuespillets tegn stod vidt åben, og hun bragede igennem den.

Selv om hun op igennem 1990'erne havde både større og mindre roller, anses 2003 som året for Scarlett Johanssons egentlige gennembrud.

Golden Globe 

Som teenager blev hun nomineret til to af de eftertragtede Golden Globe-priser for sine præstationer i henholdsvis dramaet "Pige med perleørering" og komediedramaet "Lost in Translation".

Blandt andre instruktøren Woody Allen fik øjnene op for Scarlett Johanssons talent. Hun var med i to af hans film op gennem 2000'erne, herunder "Vicky Cristina Barcelona".

2010'erne må betegnes som årtiet, hvor Scarlett Johansson gik fra stjerne til megastjerne i Hollywood.

Hun blev i 2012 en del bølgen af Marvel-film, der blandt andet tæller Avengers-superheltefilmene, som har været kæmpe publikumssucceser.

Hun spiller karakteren Black Widow i rækken af actionfilm. Det var stærkt medvirkende til, at hun i et par år var den bedst betalte kvindelige skuespiller i verden.

Bakkede op om Harris 

Forud for det amerikanske valg 5. november samlede hun flere af de øvrige stjerner fra Avengers-filmene til en video, hvor de bakkede op om Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, der tabte.

Scarlett Johansson har desuden udmærket sig i dramaer. I filmen "Hende" fra 2013 er hun blot en stemme. En slags kunstig intelligens, der udvikler et forhold til en ensom forfatter.

Blot med stemmen formår Johansson at få de store følelser frem.

Netop hendes alsidige, let hæse stemme er blevet et kendetegn, som mange instruktører er vilde med.

ChatGPT stemme

Også i OpenAI, et af de førende selskaber inden for kunstig intelligens, er de vilde med Scarlett Johanssons stemme. Hun blev bedt om at lægge stemme til chatbotten ChatGPT, men hun afviste.

Dens stemme mindede dog alligevel så meget om hendes, at selskabet måtte ændre den efter kritik fra Johansson.

I Netflix-dramaet "Marriage Story" var hun så god, at hun blev nomineret til en Oscar i 2020 som Bedste Kvindelige Hovedrolle.

Hun var samme år nomineret til Bedste Kvindelige Birolle for sin præstation i komedien "Jojo Rabbit".

Scarlett Johansson er gift med skuespiller Colin Jost, som hun har et barn med. Hun har også et barn fra et tidligere forhold.

Powered by Labrador CMS