Sebastian fylder 75 år 

- Jeg bliver inspireret af kærlighed og min samtid. Jeg har blandt andet skrevet sange om kunstig intelligens og om Donald Trump

Offentliggjort

Sebastian fejrer 75 år med ny musik og koncerter

  • Sebastian, med det borgerlige navn Knud Grabow Christensen, har haft en bemærkelsesværdig karriere, der strækker sig over mere end 50 år. Han debuterede i 1972 med pladen 'Den Store Flugt', der indeholdt hans første hits som 'Hvis du tror du er noget'.
  • Den 19. december fylder han 75 år og markerer dette med nye udgivelser og en kommende turné med Danmarks Underholdnings Orkester. Hans musikalske rejse fortsætter med inspiration fra både kærlighed og aktuelle emner som kunstig intelligens og politik.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Han har været med længe, Knud Grabow Christensen.

Sangeren og sangskriveren med kunstnernavnet Sebastian slog igennem, da Richard Nixon var USA's præsident, da danskerne lige havde stemt ja til EF, og da Margrethe kun havde været dronning i ni måneder.

Hans anden plade, "Den Store Flugt", blev udgivet den 17. oktober 1972 - året efter debutpladen, "The Goddess".

"Den Store Flugt" indeholdt flere numre, der blev Sebastians første hits. Numre som "Hvis du tror du er noget" og "Når lyset bryder frem".

Det blev begyndelsen til en livsbane med musik og koncerter.

Er stadig i gang 

Den 19. december fylder Sebastian 75 år. Og han er stadig i gang, som han har været det siden karrierens begyndelse.

Tidligere i år udkom studiealbummet "Hvor er vi nu?".

- Jeg mener, at det er mit studiealbum nummer 35.

Der er også netop kommet et omfattende opsamlingsalbum fra hans karriere på gaden.

- Jeg har egentlig ikke holdt pause igennem årene. Der er kommet udgivelser hele tiden, siger han.

Kærlighed og Trump

Det er en karriere på over 50 år, og man kunne måske tro, at det begynder at knibe med inspirationen, men den er der endnu.

- Jeg bliver inspireret af kærlighed og min samtid. Jeg har blandt andet skrevet sange om kunstig intelligens og om Donald Trump.

Sebastian har skrevet over 500 sange. Det er mange tekster og akkorder at huske, men han klarer sig endda. For under koncerterne er det som regel de samme numre, som publikum ønsker.

Sebastian med det borgerlige navn Knud Christensen har en over 50 år lang karriere bag sig. Han er stadig i gang og bliver inspireret af sin samtid. Den 19. december fylder han 75.

Alle aldersgrupper 

Han har netop været på koncertturné igen og givet 33 koncerter. Han fortæller, at 30 af dem var udsolgt. Og publikum er blandet.

- Det er både folk, der har været med fra begyndelsen af min karriere, og det er også midaldrende og så unge voksne. Det er alle aldersgrupper.

Sebastian skal snart på turné igen, og denne gang bliver det en noget anderledes turné end det, han er vant til.

Fra den 8. til den 18. januar skal han rundt i landet med Danmarks Underholdnings Orkester.

Det er hyldestkoncerter i anledning af Sebastians fødselsdag.

Altid spænende 

- Jeg glæder mig. Det er altid spændende at spille med et stort orkester, siger han.

Sebastian er født i Sønderborg og blev som teenager inspireret til at kaste sig over musikken ved at lytte til Rolling Stones.

Som sanger og komponist har han favnet bredt med både rock, folkemusik og viser.

Han har også skrevet musik til musicals, herunder "Skatteøen" og "Ronja Røverdatter", og han har skrevet musik til tv-serier. Blandt andet "Gøngehøvdingen" i 1992.

Fejres i venners lag 

Det er også blevet til filmmusik. Han har skrevet musikken til "De Uanstændige" fra 1983 og til "Klinkevalsen" fra 1999.

Når de unge i 1970'erne gik i biografen for at se "Måske ku' vi" og "Du er ikke alene", hørte de Sebastian-musik.

Den runde fødselsdag fejres i venners lag, hvorefter han fortsætter karrieren.

Privat har han en datter og er fraskilt.

Powered by Labrador CMS