Stig Kreutzfeldt fylder 75 år 

Man kan ikke sige Stig Kreutzfeldt uden nærmest at synge "Jeg ved det godt, men det' for sent nu"

Offentliggjort

Stig Kreutzfeldts Musikalske Rejse og Livets Anden Akt

Stig Kreutzfeldt, en af dansk popmusiks ikoner, fylder 75 år den 26. februar. Han blev kendt i 80'erne som en del af duoen Rugsted & Kreutzfeldt, der solgte hundredtusinder af plader og optrådte for tusindvis af fans.

Efter en pause fra rampelyset vendte Kreutzfeldt tilbage til musikken i 2006 og nød 16 år mere på scenen. Nu nyder han livet som bedstefar og dagplejeforælder, hvor han føler, at han får lov til at være far med forsinkelse.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Man kan ikke sige Stig Kreutzfeldt uden nærmest at synge "Jeg ved det godt, men det' for sent nu". Et af dansk popmusiks helt store hit, som har overlevet i mange årtier.

Nu er det ikke nødvendigvis for sent. Men sanger, sangskriver, guitarist og producer Kreutzfeldt fylder 26. februar 75 år.

Og han har taget sidste tur i manegen, men ad flere omgange.

I deres storhedstid solgte Rugsted & Kreutzfeldt hundredtusinder af plader. De samlede over 50.000 fans på Plænen i Tivoli og 40.000 foran Orange Scene på Roskilde Festival og var på udsolgte turnéer landet rundt.

Det slog gnister 

De kom fra hver sit sted. Men det slog gnister, da de to modsætninger løb på hinanden i et pladestudie i slutningen af 70'erne. I 1979 lavede de deres første fælles album.

Optræden i tv-programmet "Spil op" i 1981 sendte dem til tops. Sange som "Tilfældigvis forbi", "Sad i parken" og "Jeg ved det godt" smeltede ind i lytternes øregange.

Efter 1970'ernes politisk prægede udgivelser og punken markerede Rugsted & Kreutzfeldt en ny melodisk bølge i dansk popmusik.

Men fornøjelsen blev kort. Allerede i 1985 udgav de deres sidste plade og forsvandt fra rampelyset.

Producerede og skrev hits 

Stig Kreutzfeldt fortsatte arbejdet med musikken i kulissen, hvor han med stor succes producerede og skrev hits for blandt andre Sanne Salomonsen, C.V. Jørgensen, Cat Stevens og Ringo Starr.

På Rugsted & Kreutzfeldts revival 20 år efter deres gennembrud lærte Stig Kreutzfeldt endeligt at nyde den berømmelse, som han i første omgang havde fundet skræmmende.

I forbindelse med en fælles biografi i 2016 kaldte duoen i et interview deres farvel til rampelyset som "en befrielse".

- Vi ville jo bare spille musik. Men vi blev ikoner, giraffer. Det, at alt udenom blev det vigtigste, endte med at dræbe glæden til musikken, sagde Stig Kreutzfeldt til B.T. dengang.

16 år på landevejen 

Utallige gange afviste duoen at turnere igen. Men først i 2006 lod de sig overtale til et comeback i Tivoli. Og det, der var tænkt som en engangsforestilling, blev til mange år mere i manegen.

- Vi fik 16 år på landevejen i anden omgang, og dem er jeg så glad for, siger Stig Kreutzfeldt i dag.

- Det var helt anderledes end første gang, hvor vi hang efter et tog, mens vi anden gang høstede markerne. Vi skulle ikke bevise noget, men bare have det sjovt med vores fans.

I garagen for altid 

For to år siden kørte de så popvognen i garagen for altid.

- Jeg har fået børnebørn og orkede ikke at fare land og rige rundt mere, selv om jeg stadig holdt af at spille, siger han.

Han er far til to drenge, som han fik, da han havde fuldt blus på karrieren.

- Mit yngste barnebarn er godt et år, og lige nu er min kone og jeg dagplejeforældre i en periode. Jeg føler lidt, at jeg får lov at være far med forsinkelse, efter at jeg var så meget væk dengang, siger han.

Powered by Labrador CMS