Vild Med Dans-stjerne håber på bryllup 2025

- Det bliver i hvert fald en weekend med de 80 bedste venner

Offentliggjort

May Lifschitz skriver historie i 'Vild med dans'

Den dansk-argentinske skuespiller og model May Lifschitz blev den første transkvinde til at deltage i 'Vild med dans', hvor hun dansede med Mads Vad. Hendes deltagelse i programmet har givet hende en masse selvtillid og markeret et vigtigt skridt for transpersoners synlighed i Danmark.

Selvom May måtte udgå fra programmet grundet sygdom, ser hun tilbage på oplevelsen med taknemmelighed. Hun og hendes forlovede, Jens Lund, planlægger nu deres bryllup, hvor Mads Vad har lovet at stå for bryllupsvalsen, med forhåbninger om at fejre i 2025.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den dansk-argentinske skuespiller og model May Lifschitz blev en af Danmarks modigste dansere, da hun blev smedet sammen med danseren Mads Vad i årets "Vild med dans".

Og de gode trin får både hun og hendes forlovede, Jens Lund, brug for, når parret - måske næste år - siger ja til hinanden.

- Mads har jo lovet, at han vil stå for bryllupsvalsen, fortæller den kommende brud, der også beretter, at parret har store forhåbninger for, at brylluppet skal stå i 2025.

- Det bliver i hvert fald en weekend med de 80 bedste venner, supplerer den vordende brudgom.

Første transkvinde 

Deltagelsen i "Vild med dans" betyder, at May Lifschitz kan kigge tilbage på et 2024, hvor hun i bedste sendetid skrev Vild med dans-historie, da hun blev den første transkvinde i dansedysten.

- Det var jo kæmpestort, fortæller hun.

- Vigtigst af alt var det her med virkelig at slå fast, at transpersoner er for at leve. Vi får lov til at fylde mere og mere og være i alle mulige forskellige sammenhænge.

Personligt har deltagelsen givet den 29-årige skuespiller og model en hel masse selvtillid.

- Det der med virkelig at tro på, at det, man vil, det kan man godt, tilføjer May Lifschitz.

Model og skuespiller May Lifschitz og kæresten Jens Lund har forhåbninger om, at de bliver smedet sammen næste år.

Udgik 20 minutter før showstart 

Skuespilleren, der blandt andet er kendt fra DR-serien "Orkestret", fik dog en ærgerlig afslutning på TV 2's danseprogram. I program syv måtte hun udgå med et maveonde blot 20 minutter før showstart.

Senere fortalte modellen i et længere opslag på det sociale medie Instagram, at hun - med egne ord - var fuldstændig sønderknust over, at hun ikke kunne komme på gulvet, men også at hun ikke kunne være mere taknemmelig for rejsen.

Trods chokexittet blev deltagelsen i TV 2-programmet altså historisk. Vild med dans-stjernen holder da også fast i dansen og er begyndt til dansetræning, fortæller hun.

Vinderne af årets "Vild med dans" – den 21. sæson i rækken - blev influencer og skuespiller Anna Munch og dansepartneren Eugen Miu.

May Lifschitz' makker fra "Vild med dans", Mads Vad, har lovet den forlovede skuespiller og model at lære hende og kæresten Jens Lund brudevalsen.
Powered by Labrador CMS