Jeg blev sur på min far
Den nu afdøde musiker Povl Dissing fortæller i sit sidste interview om, hvordan hans stemme delte vandene
Povl Dissing var en af dem, der delte meningerne med sin stemme. Enten kunne man lide den måde, han sang på, eller også kunne man ikke.
Selv blandt hans egne forældre var holdningerne også delte, fortæller den nu afdøde musiker i programmet "Det sidste ord" på TV 2.
- Han (Povl Dissings far, red.) sagde det også. Du kan jo ikke synge. Selv om jeg levede af det. Der blev jeg sur, siger han.
Povl Dissing gik bort den 19. juli i en alder af 84 år. Interviewet "Det sidste ord" er det tredje udgivne i rækken, hvor danske personligheder fortæller om deres liv. Båndene bliver gemt i arkiverne i Det Kongelige Bibliotek, og aftalen er, at programmet først må sendes efter deres død.
Havde vagter med
I interviewet fortæller Povl Dissing journalist Mikael Bertelsen om, hvordan folk kom op at slås over hans måde at synge på.
Derfor havde han også bodyguards med, når han tog ud for at optræde, fortæller han.
- Det var for eksempel i Vise Vers Huset i Tivoli, hvor jeg havde et job alene. Lige nede foran scenen var der et bord, hvor de spiste hakkebøf med kniv og gaffel, og lige over dem sad jeg og sang.
- Den ene rejste sig op og gav den anden én, indtil de kaldte på udsmideren, som smed ham ud. Jeg sang bare videre, siger han.
- Der var mange, der stod og ventede efter koncerten på, at jeg skulle komme ud, så de kunne slå mig, siger han.
Han var heldig
Også den, der endte med at udgive en af Dissings plader, har tidligere udtalt en foragt over for hans klang.
Gustav Winckler, som senere blev en af Povl Dissings tætteste, var direktør på det pladeselskab, hvor Dissing ville udgive et album, og sagde dengang, at Dissing var heldig, at han var på ferie. Ellers var det album aldrig blevet udgivet, lød det.
Udover Povl Dissing har TV 2 vist interviewe med den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som gik bort i juni i år. Og komponist Bent Fabricius-Bjerre, der døde den 28. juli 2020.