Prinsesse deler intimt foto på særlig dag
Den dag i oktober glemmer de nok aldrig
Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank har nu været gift i tre år, og det markerede prinsessen, da hun onsdag delte et foto på det sociale medie Instagram, hvor man ser brudeparret i intim omfavnelse på den store dag.
- Glædelig bryllupsdag min elskede. Tre år i dag! Skriver prinsessen om fotoet.
People skriver, at fotoet aldrig før har været delt offentligt.
Gift i 2018
Eugenie og Jack blev officielt forlovet den 22. januar 2018. På det tidspunkt havde de dannet par i syv år.
Parret blev gift den 12. oktober 2018 i St George's Chapel på Windsor Slot. People skriver, at brylluppet blev fejret over to dage, og at både venner og familie deltog, blandt andet Eugenies bedstemor, Dronning Elizabeth.
Den 9. februar 2021 fødte hun deres første søn, August Philip Hawke Brooksbank, blandt andet navngivet efter sin oldefar, Prins Philip.
Flere fotos
Prinsessen delte det intime foto på treårsdagen for brylluppet mellem hende og Jack Brooksbank, og People skriver, at prinsessen ikke var den eneste, der delte ud af billeder fra den store dag.
Fotograferne Divine Day Photography, der tog billeder på bryllupsdagen, delte onsdag et foto af Eugenie i brudekjole, taget på dagen.
- Et af mine favoritfotos af Prinsesse Eugenie. Hvilken ære, lyder en del af billedteksten til fotoet, der også er delt på Instagram.