Forlod bagedysten: -Jeg er lettet

Til sidst gik der ren bagedyst i den, og fritiden forsvandt for den 27-årige amatørbager

Anna-Kathrine Dybtved har efter 'Den store bagedyst' lært meget om at tro på sig selv, fortæller hun. - Jeg har lært, at jeg skal tro på, at jeg er god nok, som jeg er, og at det er okay at skille sig ud, siger hun. -
Anna-Kathrine Dybtved har efter "Den store bagedyst" lært meget om at tro på sig selv, fortæller hun. - Jeg har lært, at jeg skal tro på, at jeg er god nok, som jeg er, og at det er okay at skille sig ud, siger hun. -
Udgivet Opdateret

Når kransekagen skal toppes med finalen i "Den store bagedyst", bliver uden Anna-Kathrine Dybtved i det skarpe bagefelt.

I stedet er det ugens mesterbager, Frederik Haun, der i finalen skal dyste mod SæÞór Kristínsson og Anelise Dahlstrøm Severinsen om trofæet og titlen som vinderen af "Den store bagedyst" anno 2021.

Den farverige amatørbager Anna-Kathrine Dybtved, der gennem de sidste mange lørdage har præsenteret personlige kager for dommerne, Marcus Grigo og Katrine Foged Thomsen, måtte som den sidste smide forklædet i det populære bageprogram efter en ellers flot semifinale.

- De andre var så megagode, og jeg kunne mærke, at jeg haltede lidt bagefter. Så jeg ville bare gerne bevise, at jeg var kommet til semifinalen af en årsag, siger Anna-Kathrine Dybtved og fortsætter:

- Selv om jeg røg ud, er jeg glad for, at jeg var mig selv til det sidste, fastslår hun.

Endnu en bageentusiast er røget ud af dysten
Endnu en bageentusiast er røget ud af dysten

Åd fritiden

Amatørbageren har gennem mange af afsnittene følt, at det var hendes tur til at sige farvel.

Men ved semifinalen tippede troen på at kunne nappe en finaleplads, fordi feltet lå så tæt, fortæller den 27-årige bageentusiast, som alligevel var lettet over at ryge ud.

Anna-Kathrine Dybtved, der til daglig underviser gymnasielever i spansk og billedkunst, brugte nemlig al sin fritid mellem hvert program på at forberede teknikker og kager.

Det slugte muligheden for at dyrke andre kreative sysler, såsom at male og arbejde med ler, og så åd det også kvalitetstid med kæresten Magnus, som hun bor med i Aarhus.

- Både jeg og han havde fået nok. Så det var egentlig en lettelse at ryge ud og få tid til at være sammen igen, siger Anna-Kathrine Dybtved og fortæller, at hun efter optagelserne holdt sig fra kage i lang, lang tid.

Fortjente at være med

Anna-Kathrine Dybtved, der gennem de sidste mange programmer har haft følelsen af, at det var hendes tur til at sige farvel, var sågar på et tidspunkt ved at afgive sin plads, da Tilde Munkholm i sjette afsnit måtte forlade bagedysten, fortæller hun.

- Jeg havde fået bekræftet, at jeg ikke er et særligt stort konkurrencemenneske. Og hun fortjente bare at være med, fordi hun var så dygtig og gik så meget op i konkurrencen, fortæller Anna-Kathrine Dybtved.

Amatørbageren har dog lørdag efter lørdag kreeret meget personlige kager, der har skilt sig ud fra de øvrige deltageres.

Da de i sidste afsnit blev prøvet i veganske tærter, bagte Anna-Kathrine Dybtved en med tofu, som ikke helt faldt i dommernes smag.

Fuld gas på

Men Anna-Kathrine Dybtved har taget et valg om at ville skille sig ud. Særligt efter program seks.

- Der havde jeg overgået alle forventninger til mig selv og var sådan: Nu skal den bare have fuld gas på kreativitet, og så må det være ligegyldigt, hvad dommerne mener om det.

- Nu skal jeg vise, hvem jeg er, og give den gas med farverne og de skøre idéer - for det havde jeg holdt en smule tilbage med, siger hun.

Det har været vigtigt for Anna-Kathrine Dybtved at stå fast ved at bage kager, der ikke ligner eller smager som alle andres.

Fik ros for værker

- Det var en kamp for mig. Jeg har de seneste år foldet mig ud og været en mere farverig og udadvendt udgave af mig selv, og bagedysten var et mål på rejsen for mig i at turde stille mig frem og blive bedømt på noget så personligt som de her kager, siger hun og fortsætter:

- Det var ikke altid, at dommerne synes, det var det bedste. Men efterfølgende, når det er blevet vist i tv, har jeg kun fået positiv feedback. Og det sætter jeg virkelig pris på, siger hun.

I lørdagens afsnit fik Anna-Kathrine Dybtved dog ros for sine butterdejsmesterværker efter at have landet den næstsidste plads i den hemmelige udfordring.

De mosaiklignende dekorerede kager fik ros for både smag, konsistenser og udseende, der af dommerne blev genkendt som "en kage, der skriger af Anna-Kathrine".

Men det var ikke nok til en finaleplads i "Den store bagedyst", der kan ses lørdag klokken 20 på DR1 og DRTV.

Powered by Labrador CMS