90 år i dag

Sveriges gamle statsminister Ingvar Carlsson er nu 90 år. Han var med, da "folkhemmet" blev bygget og er bekymret. Han savner handling for at sikre demokratiet

Ingvar Carlsson har været med under opbygningen af den svenske velfærdsstat. Da Olof Palme blev myrdet, var det Carlsson, som blev statsminister. Den 9. november fylder han 90 år.
Offentliggjort

Ingvar Carlsson er ikke længere så synlig i offentligheden, som han har været.

Den 9. november fylder han 90 år, så det er måske ikke så mærkeligt endda.

Men for godt et halvt år siden dukkede den tidligere svenske statsminister dog op på en scene i den svenske hovedstad, Stockholm.

Det skete efter en forevisning af journalisten Jan Schermans film "Make democracy great again".

Efter filmen blev Carlsson interviewet på scenen, og han havde noget på hjerte. Han sagde ifølge avisen Aftonbladet, at under 15 procent af verdens befolkning lever i fuldt ud demokratiske lande.

Bekymret for demokratiet

Han er bekymret for Sveriges demokrati. Han kritiserede Sveriges borgerlige statsminister, Ulf Kristersson, der har gjort det indvandrerkritiske højreparti Sverigedemokraterna til sit støtteparti.

Carlsson siger, at han genkender nutidens højrenationalister fra det, han har læst om højrenationalister i 1930'erne.

Han savner protester. Han savner aktivisme.

- Jeg er skuffet over, at så mange er tilskuere. Vi skal blive demokratiske aktivister. På arbejdspladser, i byer.

Med til at gøre forskel

Socialdemokraten Ingvar Carlsson var i mange år med lige dér, hvor man kan gøre en forskel.

Som nyvalgt riksdagsmedlem i 1965 blev Carlsson sammen med Olof Palme regnet for fremtiden for Socialdemokraterna.

De blev kaldt den tidligere statsminister Tage Erlanders "pojkar".

"Pojkarna" var inde i det socialdemokratiske maskinrum, der opbyggede det, som kaldes "folkhemmet". Den svenske velfærdsstat, som specielt i 50'erne, 60'erne og 70'erne blev udviklet.

Tog over efter Palme

Da statsminister Olof Palme blev myrdet i Stockholm i 1986, tog Gösta Ingvar Carlsson, født i Borås 50 kilometer øst for Göteborg, over som regeringschef.

Det skete med mindre karisma og færre visioner end Palme, men Sveriges økonomi fik det bedre under Carlsson.

Han tabte magten ved valget i 1991, men tre år senere var Socialdemokraterna tilbage med Carlsson som statsminister.

Han havde fokus på at rydde op i statsfinanserne. Det lykkedes, men Carlsson høstede megen kritik i egne rækker for besparelser og skattestigninger.

Han blev i 1996 afløst af Göran Persson.

Fortsatte i den offentlige debat

Efter sin afgang fortsatte han i en årrække i den offentlige debat, og han har også skrevet en række bøger.

Hans personlige liv har taget en trist drejning i de senere år, fortalte han i fjor i et interview med avisen Sanderen, der beskæftiger sig med livets store spørgsmål.

Alzheimer har taget så meget af hans hustru, Ingrid Carlsson, at han ikke længere kan have hende hjemme.

De har kendt hinanden siden 1956 og har to døtre.

Hun er nu på plejehjem, hvor han besøger hende.

- Vi har fået mange fine dage sammen. Vi gik ture, sad på bænken i parken, så på fugle og legende børn og talte sammen, sagde han til Sanderen.

- Men når vi kom tilbage til hjemmet, sagde hun: "Hvad er det her for et hus"?

Inde i en svær periode

Carlsson er klar over, hvor det bærer hen.

- Og nu er det nok slut med denne tid. Nu er vi inde i en svær periode.

Powered by Labrador CMS