Et lille mirakel

Rune Klan og Christel Stjerneberg venter deres andet barn

Offentliggjort Sidst opdateret

Hjemme hos komiker og tryllekunstner Rune Klan og hustruen, Christel Stjerneberg, bliver de snart fire i stedet for tre.

For parret venter nemlig deres andet barn. Det skriver Se og Hør.

- Nu skal vi simpelthen være en familie på fire personer, hvis alt går vel (... er der noget, jeg har lært, så er det, at man aldrig kan tage noget for givet og tak for det!), skriver Christel Stjerneberg i et opslag på det sociale medie Instagram ifølge ugebladet.

Har endelig givet pote

46-årige Rune Klan og 40-årige Christel Stjerneberg er i forvejen forældre til sønnen Buster på syv, som de adopterede fra Sydafrika i 2018, efter at de havde kæmpet med at blive gravide i flere år uden held.

Men sidste år valgte parret efter flere års pause at genoptage fertilitetsbehandlingen, hvilket ser ud til at have givet pote.

Turnerede med 'Barnløs' 

Rune Klan har tidligere turneret med showet 'Barnløs', som var en historie om parrets otte år lange kamp for at få et barn.

Han er i øjeblikket aktuel i programserien "Tabu", hvor han undersøger grænserne for, hvad man kan grine af - selv de mest alvorlige fysiske og psykiske sygdomme.

Komiker og tryllekunstner Rune Klan bliver snart far til to. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS