Nikolaj Stokholm: - Havde sat min egen selvtillid til side

Som komiker er larmende tavshed den allerværste reaktion, lyder det fra Nikolaj Stokholm.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort resume af artiklen

Nikolaj Stokholm er en anerkendt dansk komiker, der startede sin karriere ved at optræde hvor end han kunne, herunder i en golfklub i Nordsjælland.

Til trods for nogle hårde startår, hvor hans jokes ikke altid blev modtaget positivt, fortsatte Stokholm med at optræde og har sidenhen opnået stor succes.

Stokholm har optrådt i flere tv-shows og har vundet prisen som Årets Komiker ved det hedengangne Zulu Comedy Galla.

Han medvirker i underholdningsprogrammet 'LOL: Den der ler sidst' på streamingtjenesten Prime Video, hvor kendte entertainere skal få hinanden til at grine, men selv holde masken.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

- Arh, den var ikke så god. Prøv en anden! Kom med en anden!, lød det nede fra publikum.

Nikolaj Stokholm havde leveret en af de jokes, der plejede at virke på Comedy Zoo i København. Men foran medlemmerne i en golfklub i Nordsjælland prellede den totalt af.

- Det er jo den værste reaktion i hele verden, udbryder Nikolaj Stokholm.

Har indprentet sig for altid

Det er 14-15 år siden. Men den har indprentet sig for altid.

- Han udstillede jo, at det ikke gik. Det vidste jeg jo godt, i og med de ikke grinede, siger Nikolaj Stokholm så.

Inden den kendte - og anerkendte - komiker blev booket til landets største scener, krablede han i sin spæde start som standupper hen, hvor end han kunne komme til at stå med en mikrofon.

Lånte mors gamle folkevogn

Han lånte sin mors gamle folkevogn og trillede til det nordsjællandske, hvor han var hyret som sjov-mand-efter-middagen.

- Der havde været herreaften. Så der sad ældre mænd - i forhold til mig - på 50 plus i ternede poloer og røg cigarer. Og så kommer jeg der, 18-19 år, op ad en trappe i spraglet T-shirt, som man så ud som standupkomiker i 00'erne, og hvad havde jeg at byde dem?, fortæller den i dag 33-årige komiker.

Nikolaj Stokholm blev uddannet ubefaren skibsassistent efter 10. klasse. Men han vidste allerede dengang, at han ikke ville til søs. Han ville stå på en scene. (Arkivfoto).

Udtværet som cigarstumper

Det var, som om stemningen ville, at det ikke skulle lykkes, og han følte sig lige så udtværet som cigarstumperne.

- Bagefter blev man afregnet i kontanter dengang. Så stod der en mand med en kuvert og gav mig én hundredkroneseddel ad gangen, siger Nikolaj Stokholm og trækker imaginære lapper sirligt - og langsomt - op med en strittende finger.

- Det var, som om jeg skulle sige stop, når jeg syntes, jeg havde fået det, jeg skulle, for den dårlige oplevelse. Det var skrækkeligt. Og det har jeg mange andre eksempler på.

Er syge i hovedet

Alligevel blev Nikolaj Stokholm ved og ved med at stille sig op på en scene igen og igen. Med tiden og erfaringen er klapsalverne taget til.

- Det er jo det, der skiller komikere fra almindelige mennesker. Det er, at vi er syge i hovedet. Simpelthen, konstaterer Nikolaj Stokholm.

Ligefrem syg i hovedet?

- Jamen, det er det! Det ér det, svarer Nikolaj Stokholm insisterende med lige dele ironi og udråbstegn i stemmen.

- Det er jo fuldstændig bindegalt at køre derfra og ikke tænke: "Det gør jeg aldrig igen". Det er fuldstændig bindegalt, gentager Nikolaj Stokholm.

Ville ikke til søs

Nikolaj Stokholm blev uddannet ubefaren skibsassistent efter sin 10. klasse. Men han vidste allerede dengang, at han ikke ville til søs.

Han optrådte overalt, han kunne komme i nærheden af - herunder i den førnævnte golfklub - og som 19-årig kom han med i talentprogrammet "Comedy Fight Club" på TV 2 Zulu.

I stald hos en af de store

Med tiden kom han i stald hos et af de store bookingbureauer og fik flere og flere tv-job.

- I dagens Danmark går vi meget op i, om man er berømt - det er en kæmpestor ting - og jo mere jeg kom i fjernsynet, og jo flere shows, jeg lavede, jo mere overskud - og kredit - havde jeg, når jeg gik ind på scenen, fordi de tænkte: "Ham har vi set før, så han må være skæg". Det hele hænger ligesom sammen på den måde.

- Jeg kan mærke, at jeg får en større bagage for hvert show, siger Nikolaj Stokholm, der siden jobbet i Nordsjælland har lavet tre onemanshows og vundet prisen som Årets Komiker ved det hedengangne Zulu Comedy Galla.

Skal få hinanden til at grine

Stilheden er stadig ulidelig, og den skal han forsøge at bryde med al sin erfaring i underholdningsprogrammet "LOL: Den der ler sidst" på streamingtjenesten Prime Video.

Nikolaj Stokholm er sammen med blandt andre Søs Egelind, Martin Brygmann og Rasmus Botoft blandt de ti kendte entertainere, som skal få hinanden til at grine, men selv holde masken. For den, der ler sidst, vinder en pose penge til en velgørenhedsorganisation.

Var noget betænkelig

- Jeg havde enormt mange betænkeligheder, for hvad vil det egentlig sige ikke at grine?, spørger Nikolaj Stokholm.

- Hvis man tænker over det, er det også et anerkendende smil, som man jo gør i en høflig samtale med et andet menneske. Der er meget anerkendelse i at grine af og med andre mennesker. Man kan sige, at det jo er hele outputtet på det, man står og laver: at folk skal grine.

- At publikum griner er for mig en eller anden måde at have en samtale med dem på. Det er deres måde at svare mig på, at det, jeg gør, er rigtigt, eller at vi har fat i noget rigtigt.

Var faktisk det sværeste

Inden Nikolaj Stokholm trådte ind i programmet, havde han spekuleret meget over, om - og hvordan - det ville påvirke ham, at hans kolleger ville gøre alt for ikke at reagere med grin over hans påfund.

- Jeg tænkte nok, at det ville være en ting, så jeg havde ligesom sat min egen selvtillid til side. Men det, der faktisk var det sværeste, var ikke selv at komme til at grine, siger han.

Husker mere gangen

- I skolen hvis man fik at vide, at man ikke måtte grine, så grinede man rigtigt meget. Og hvis man begyndte at tænke på, at man ikke måtte grine, så var det jo forfærdeligt, og så blev man sendt ud for døren. Og jeg husker mere gangen, end jeg husker at sidde inde på min plads.

Man ryger også uden for døren, bare man smiler, i "LOL: Den der ler sidst". Men her får man i stedet en ny plads - ude i de bløde sofaer ved siden af Sofie Linde, som agerer overdommer i programmet.

Kan hyle ham helt ud af den

Selv frygter Nikolaj Stokholm satiriske mastodonter som Martin Brygmann og Rasmus Botoft, der kan hyle ham helt ud af den.

Men uden for det regi er det ikke kun store komikere, der kan få ham til at flække af grin, det kan store personligheder i børnehøjde også.

- Nu har jeg jo små børn. Og hvis de siger noget sindssygt, kan jeg slet ikke lade være med at grine, siger Nikolaj Stokholm og fortsætter:

Et luderhoved

- Jeg fik at vide forleden af min søn, da jeg ikke kunne finde et eksakt Brandmand Sam-afsnit, at jeg var et luderhoved.

- Det er et eller andet, han har samlet op i børnehaven. Han er jo tre år. Han aner ikke, hvad det betyder, siger Nikolaj Stokholm med tykt tryk på ordet "aner".

- Jeg kæmpede for ikke at begynde at grine. Så nu må jeg opdrage ham, mens jeg sidder under et tæppe.

"LOL: Den der ler sidst" kan ses på streamingplatformen Prime Video.

Powered by Labrador CMS