Var endt som den pæne pige

Da Stine Bramsen skrev sit seneste soloalbum, blev det udgangspunktet for et oprør, hvor hun vil vise en mere fandenivoldsk side. Hun er ikke bare pæn og yndig

Offentliggjort Sidst opdateret

Stine Bramsen var træt.

Hun og bandet Alphabeat skulle spille en stor koncert i Tivoli, men hun kunne pludselig ikke finde sig selv i den måde, hun skulle synge på, og den rolle, hun var endt i - den pæne pige i front for drengebandet Alphabeat.

Hun følte sig anmeldt på sin indpakning og ikke på sit indhold. Det var mere kjolerne og de høje hæle end sangene, der blev talt om.

Degraderet til et objekt

- Man føler sig degraderet til et produkt eller et objekt. Som om det er fuldstændig ligegyldigt, hvilket aftryk man har efterladt sig, siger Stine Bramsen.

Efter flere år med kommerciel kæmpesucces havde hun mærket, særligt tydeligt i England, hvad popbranchen gjorde ved hende som kvinde - hun var blevet en vare, der skulle sælges.

Men alt det vidste hun ikke, før hendes seneste album, "Blonde & Blank", væltede ud af hende.

- Det var meget intuitivt, at sangene kom ud af mig, inden jeg vidste, at der var noget, jeg gik og var frustreret over. Det lyder meget kunstnerkliché-agtigt, men det er sandt, fortæller Stine Bramsen.

Sangerinde Stine Bramsen er ofte blevet mødt med narrativet i musikbranchen om, at hun skulle være den pæne og yndige pige i front. Det har hun forsøgt at gøre op med på albummet "Blond & Blank", som hun nu drager på akustisk turné med.

På turné

Refleksionen over den proces blev til en refleksion over hendes egen rejse gennem musikbranchen. Det udmøntede sig i et album, der nu bliver til en akustisk turné med 20 koncerter, som begynder den 22. september og spiller rundt i landet.

- Jeg modreagerer altid på noget, jeg har gjort. Nu har jeg haft en sommer med store spillejob, hvor jeg har været udadreagerende. Så nu savner jeg roen og nærværet. At turde at synge stille og stå mere blottet, fortæller hun.

- Der er stadig en del af mig, der er Alphabeat-Stine, men det er klart mere personligt at synge noget, jeg selv har skrevet, som har en personlig historie, fortsætter sangerinden.

Netop den personlige historie - at tage sin kamp som kvinde i musikbranchen - er omdrejningspunktet for turnéen.

Rent kvinde-band

Stine Bramsen vil vise, at der er masser af dygtige kvindelige musikere i branchen. Derfor har hun valgt udelukkende at tage kvindelige musikere med på sin tur rundt i landet.

Efter en sommer med spillejob på større scener er Stine Bramsen nu klar til at spille et mere stille og blottet set på sin akustiske turné. Her ses hun på festivalen Tinderbox i år med sin trommerslager Emilie Espichicoque, der også skal med på efterårstour.

- På nogle folk virker det provokerende, hvilket er interessant. Alle spørger: "Hvorfor er det en kvindetour?". Og jeg siger bare: "Hvorfor ikke?". Spørger vi alle dem, der turnerer med mænd, hvorfor det er en mandetour?, undrer Stine Bramsen sig.

- Det bliver lidt demonstrativt kun at tage kvinder med, men jeg håber, det er en fase, og at vi om to til tre år ikke snakker om, hvis der kun er kvinder på scenen, siger hun.

Giver mening

Da Stine Bramsen begyndte at skrive sangene til Blonde & Blank-albummet, der er grundlaget for turnéen, kunne hun mærke, at det gav mening at rive et filter væk og begynde "at være mere mig", fortæller hun.

Faren ved at være professionel popmusiker fra man er 17 år gammel, er, at man bliver rigtig dygtig til at være professionel og sige det rigtige og være på i fjernsynet, mener hun.

- Jeg har desværre måttet sande, at det har gjort, at nogle synes, jeg er lidt glat. Jeg endte med at være den nikkedukke, jeg selv hader, som i folks øjne bare er pæn og smiler og siger ja. Det ved jeg med mig selv, at jeg ikke kun er, siger Stine Bramsen.

Er et mere modent sted

- Der er også noget fandenivoldskhed, som jeg havde lyst til at vise. At turde at begynde at sige højt, at jeg har en mening om ting. Jeg er et mere modent sted med en bevidsthed om, at jeg har været i branchen i snart 20 år, og der følger et ansvar med det, som jeg gerne vil påtage mig, fortsætter sangerinden.

Stine Bramsen er født i 1986 i Ry. Hun begyndte karrieren som sanger i Alphabeat, der i sidste halvdel af 00'erne havde stor succes med hits som "Fascination" og "10.000 Nights" i både Danmark og på det engelske marked. Hun solodebuterede med singlen "Prototypical" i 2014 og udgav debutalbummet "Fiftyseven" i 2015.

For Stine Bramsen begyndte hendes nye rejse med en beslutning om at gå forrest i at vise, at der er masser af dygtige kvinder, der kan spille musik.

- Jeg blev bevidst om, at jeg har et ansvar i min del af fødekæden. En ting er at gå ud og snakke om, at der mangler kvinder, men hvad gør jeg selv?, spørger Stine Bramsen.

Havde fat i noget

Hun syntes selv, at hun kunne mærke, at hun havde fat i noget, efter at hun havde spillet en koncert på Smukfest i Skanderborg sidste år og læste musikmagasinet Gaffas anmeldelse.

Her lød overskriften: "Længe leve mangfoldigheden – Stine Bramsen som ny ligestillingsminister?".

- Jeg stod ikke på noget tidspunkt på scenen og sagde noget om "female empowerment" eller feminisme. Men sangene og min tilstedeværelse på scenen emmer jo af det.

Vil være et forbillede

- Og det er sådan, jeg gerne vil inspirere. Jeg vil gerne være et forbillede på den måde, fortsætter hun.

I sin rejse efter selv at blive et forbillede har Stine Bramsen fundet spejling i nogle af sine egne musikalske forbilleder.

Stine Bramsen har ofte haft følelsen af at blive anmeldt på sin indpakning og ikke på sit indhold. Det var så at sige mere kjolerne end musikken, der blev talt om, følte hun. Det er albummet "Blonde & Blank" et opgør med.

- Rent musikalsk - samtidig med at turde at være rå og fandenivoldsk - var det Sanne Salomonsen, der var mit første forbillede. Danmarks rockmama, siger Stine Bramsen.

Swift stor inspirationskilde

- Det var helt klart hende, jeg stod og drømte om at være, da jeg med mit første band spillede nede på Havnepavillonen i Ry. Vi hed De rå løg og spillede faktisk ret rocket musik, i forhold til at jeg endte i et popband, uddyber hun med et grin.

De seneste år har det været Taylor Swift, der har inspireret hende meget. Fordi den amerikanske stjerne insisterer på at være bred musikalsk.

- Og så tør hun at bruge sin stemme, hver gang hun står på en talerstol, til at sige noget om ligestilling og sin vej i branchen, forklarer Stine Bramsen.

Jeg tør åbne munden

Hun nævner Taylor Swift-sangen "The Man", hvor den amerikanske sangerinde synger: "I'm so sick of running as fast as I can, wondering if I'd get there quicker if I was a man". En frustration over, om det tager længere tid, og om der skal kæmpes endnu hårdere - trods talentet - fordi man er kvinde.

STINE BRAMSEN

Stine Winther Bramsen Simonsen (født 13. december 1986 i Ry) er en dansk sangerinde og sangskriver, der er bedst kendt som forsanger i popgruppen Alphabeat fra 2004 til 2013 og igen fra 2019.

Som soloartist har Stine Bramsen medvirket som featuring på singler fra Morten Hampenberg & Alexander Brown og fra rockbandet Carpark North.

Hun har desuden sunget temasangen "Good Times" til fjerde sæson af sketchshowet Live fra Bremen. I 2011 samarbejde hun med houseproducer-duoen Morten Hampenberg og Alexander Brown på hitsinglen "I Want You (To Want Me Back)".

Den 24. september 2013 meddelte Stine Bramsen, at hun ville satse på en solokarriere. Den 17. januar 2014 udkom hendes første solosingle, "Prototypical" der er skrevet i samarbejde med Nicolaj Rasted.

I september 2018 samarbejdede Bramsen med DR PigeKoret, Phillip Faber og cellisten Henrik Dam Thomsen og sang ved en koncert i DR Koncerthuset nyklassikerne Du, som har tændt millioner af stjerner af Erik Sommer og Johannes Johansen og Sensommervise af Kirsten og Finn Jørgensen.

Kilde: Wikipedia

- Hun har helt klart inspireret mig til at turde at åbne min mund, siger Stine Bramsen.

Når man åbner munden, risikerer man også at få noget igen. Det var Stine Bramsen2 udmærket klar over, inden hun besluttede sig at gå ind i kampen.

- Jeg frygtede faktisk mere hate, end jeg har fået, fortæller hun.

Megaærgerligt

- Feminist har sådan en dårlig smag blandt nogle, og pludselig er der folk, der ikke føler sig inviteret til mine koncerter, hvilket jeg synes, er megaærgerligt, forklarer Stine Bramsen.

Men sangerinden har givet sig selv det udgangspunkt, at hun må stole på sin grundtro om, at der så er andre, der finder ud af, at hun ikke bare er poleret og kedelig, men at hun faktisk har noget på hjerte, der kunne være interessant at komme ind at høre.

- Jeg kan ikke holde ud at være her, hvis jeg kun må bruge en lille, pæn del af mig, siger Stine Bramsen.

Drømmer om flere kvinder

For Stine Bramsen er det ikke kun vigtigt at kæmpe sin egen kamp, men også kampen for andre. Hun drømmer stadig om, at der kommer flere kvinder ud på de danske musikscener.

- Jeg forstår godt, at man kan blive provokeret af, at der nødvendigvis skal kvoter på. Men jeg tror, at de, der bliver provokeret af, at vi snakker om flere kvinder i musikbranchen, ikke er vågnet endnu, siger hun.

Kan virke provokerende

- Det kommer sikkert til at virke provokerende i noget tid. Men jeg er et sted, hvor jeg er okay med, at ikke alle synes, det, jeg siger, er fedt og rigtigt, uddyber Stine Bramsen.

Selv om ufiltrerede Stine Bramsen repræsenterer mere fandenivoldskhed, har hun også en blødere side, hun stadig vil dyrke.

En side, der er rundet af at have fået en familie med børn, der ifølge sangerinden bliver et spejl til at lære sig selv at kende.

Også superskrøbelig

- Jeg vil gerne øve mig i sårbarheden også. Lige nu står jeg meget for styrke, vi kan, og vi fylder og larmer, siger Stine Bramsen.

- Men jeg er også alt det andet. Jeg er også superskrøbelig og følsom. Det er sværere at vise offentligt. Men det vil jeg gerne øve mig på, og det er den kommende turné helt klart en del af, fortæller hun.

Stine Bramsens "The Acoustic Tour" begynder 22. september i Aars og spiller rundt i Danmark resten af efteråret.

Powered by Labrador CMS