Var ikke klar til pludselig berømmelse

Crawlsvømmeren Pernille Blume, der tirsdag 14. maj fylder 30 år, vandt overraskende OL-guld i 2016. Bagefter skulle hun vænne sig til massiv opmærksomhed

Offentliggjort

Pernille Blumes karriere og livsændring

Pernille Blume vandt OL-guld i 50 meter frisvømning i 2016, hvilket ændrede hendes liv markant, både positivt og negativt.

Efter OL-guldet blev Blume landskendt og måtte tilpasse sig en ny tilværelse med øget medieopmærksomhed og forventninger.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En professionel sportskarriere kan ændre sig radikalt på 24,07 sekunder i et svømmebassin i Brasilien.

Det var den tid, som den danske svømmer Pernille Blume, der tirsdag 14. maj fylder 30 år, brugte på at crawle 50 meter frisvømning i OL-finalen i 2016, og danskerens indslag var en fingerspids hurtigere end konkurrenternes.

Mens de fleste danskere sov, var hun gået fra at være ukendt uden for svømmekredse til at være olympisk mester og landskendt.

- Ændrede mit liv

- Alt, der fulgte med guldmedaljen, ændrede mit liv, og det var på både godt og ondt.

- Det meste var selvfølgelig rigtig godt, men som et privat menneske var det meget overvældende at skulle håndtere alt det her. 

- Det var en helt ny verden, jeg trådte ind i. Det var jeg ikke udstyret til at gøre på en god måde, sagde Pernille Blume til Ritzau, da hun fem år senere var til OL i Tokyo.

Pernille Blume blev til sin egen store overraskelse olympiske mester i 2016.

Havde arbejdet hårdt for det

Den blonde og altid smilende svømmer havde indtil OL-guldet slidt med at få sit internationale gennembrud. 

På hverken kort- eller langbane havde hun vundet en individuel medalje, før hun pludselig stod med den mest prestigefyldte af dem alle.

Blume stod i skyggen af de stærke svømmere Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og Mie Østergaard Nielsen, og i medleyholdkappen med de tre sidstnævnte var frisvømmeren Blume ofte anset som det svage led. Indtil en augustaften i Rio.

Centrum for opmærksomhed

Derfra blev hun centrum for omverdens opmærksomhed. 

Det krævede stor tilvænning at skulle håndtere - først og fremmest mentalt.

Nyhedsmedier, magasiner og tv-stationer flåede i hende, og forventningerne til hendes sportslige præstationer blev skruet i vejret.

Efter OL i 2021 deltog hun i underholdningsprogrammet Vild med Dans og nåede frem til finalen, som hun tabte.

Tilbage i svømmeverdenen

I 2022 indstillede hun karrieren, men efter en pause er hun i dag atter en del af svømmeverden.

Siden januar har hun været tilknyttet Svøm Danmark i en mentorrolle for både svømmere og trænere. 

Blume skal også med forbundet til sommerens OL i Paris for at støtte de danske svømmere.

Begyndte som fireårig

Pernille Blume er opvokset i Herlev. 

Hun begyndte til svømning som fireårig. 

Foruden OL-guldet har hun to OL-bronzemedaljer. Dertil kommer en lang række medaljer af forskelligt metal ved både EM og VM på kort- og langbane. 

Langt de fleste er vundet i holdkap.

Powered by Labrador CMS