Anders Breinholt afslører nyt projekt
Anders Breinholt har atter slået sig sammen med makkeren Anders Lund Madsen. Denne gang udkommer duoen med en ny podcast på Podimo
Da den sidste øl og snaps var drukket i "Natholdets Julekalender", en særudgave af det populære program, var det samtidig slut på en epoke for Anders Breinholt.
Herefter har den 49-årige vært grublet over, hvad han har skullet kaste sig over efter 11 år som vært på "Natholdet", og svaret er et nyt parløb med makkeren Anders Lund Madsen.
Åbent redaktionsmøde
De to udkommer med en podcast, som får premiere på Podimo, annoncerer podcastplatformen i en pressemeddelelse.
Ambitionen er at lave en podcast, som ifølge de herrer er "noget andet end bare at være to gamle mænd, der sidder og ævler bag en mikrofon".
Podcasten bliver en form for åbent redaktionsmøde, hvor man som lytter er fluen på væggen i planlægningen af et stort show, som det hele kulminerer med, lyder det.
Publikum på
- Vi er med under alle forberedelserne til det store show - fra location scouting til at ringe gæster ind. Hver måned munder det hele ud i et herligt show med publikum, som du kan høre i denne podcast, lyder det i pressemeddelelsen.
Anders Breinholt og Anders Lund Madsens professionelle parløb tog for alvor fart i 2005, da de dannede duo i P3-programmet "De sorte spejdere".
Nyt fokus
Siden har de blandt andet lavet podcastserien "Anders & Anders", som siden blev til en såkaldt vodcast, hvor optagelserne bliver filmet.
Den nye podcast, der også hedder "Anders & Anders", men altså har et helt nyt fokus, får premiere på Podimo torsdag den 18. august, og der kommer et nyt afsnit hver uge.