Fra USA til Amager

Philip Khokhar erstatter til sommer DR-parret Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz som korrespondent i Washington D.C.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er rokade blandt korrespondenterne i DR.

Journalisterne Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz, der privat er gift, vender efter eget ønske tilbage til Danmark efter seks år i USA.

Her bliver de afløst af Philip Khokhar, der de seneste otte år har været DR's korrespondent i Kina.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Meget rutineret

- Philip Khokhar er en af vores absolut mest rutinerede korrespondenter. Han har en stor indsigt i internationale forhold og formår samtidig at formidle forståeligt, kritisk og nært, siger Niels Kvale, udlandschef i DR Nyheder, i pressemeddelelsen.

- Det er svært at forestille sig én korrespondent med bedre forudsætninger for at dække den spændende periode, supermagten USA står overfor.

Flytter til sommer

Philip Khokhar flytter til Washington D.C. til sommer.

Derfra skal han stå i spidsen for DR's ambition om at styrke dækningen af USA's tvekamp med Kina, lyder det fra tv-stationen.

- Jeg glæder mig til at rejse USA tyndt, komme tættere på amerikanerne, amerikanske samfundsforhold og det politiske liv i Washington D.C., der altid har fascineret mig, tilføjer Philip Khokhar i pressemeddelelsen.

Præsidentvalg bli'r vanvittigt spændende

- Især præsidentvalget i 2024 bliver vanvittigt spændende og afgørende for USA's indre dynamik og amerikanernes ageren i verden, lyder det fra DR's nye mand i Amerika.

Derudover er DR på jagt efter endnu en USA-korrespondent. Det er planen, at Philip Khokhar skal dække den østlige del af landet, mens den nye korrespondent skal bo længere vestpå.

Tilsammen vil de to skulle tegne DR's dækning af præsidentvalget i 2024 og løbende dække USA som land og som supermagt.

Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz, som Philip Khokhar afløser "over there", skal begge arbejde med base i DR Byen i København, tilføjer DR.

Lillian Gjerulf Kretz og Steffen Kretz skal hjem til Danmark.
Lillian Gjerulf Kretz og Steffen Kretz skal hjem til Danmark.
Philip Khokhar har udover Kina også været korrespondent i Afghanistan i flere år. Han har blandt andet været med i dækningen af Talibans magtovertagelse i 2021. (PR-foto).
Philip Khokhar har udover Kina også været korrespondent i Afghanistan i flere år. Han har blandt andet været med i dækningen af Talibans magtovertagelse i 2021. (PR-foto).
Powered by Labrador CMS