Gebyrgrib lå søvnløs om natten

Som ordførende direktør i Danske Bank var Peter Straarup i søgelyset og havde sin karrieres største udfordring under finanskrisen. Mandag kan han fejre 70-års fødselsdag

Tidligere ordførende direktør Peter Straarup fylder 70 år mandag den 19. juli. (Arkivfoto).
Tidligere ordførende direktør Peter Straarup fylder 70 år mandag den 19. juli. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Den grå eminence. En hård leder og forhandler. Gebyrgribben. En stærk topchef, der fik milliarderne til at rulle ind i kassen, men samtidig også tog beslutninger, der endte med at koste milliarder.

Der er sagt og skrevet meget om tidligere ordførende direktør i Danske Bank Peter Straarup, der mandag den 19. juli fylder 70 år og altså kan fejre rund fødselsdag. 

Lånte Danske Bank milliarder

Under hans ledelse voksede Danske Bank fra at være en stor, dansk bank til for alvor at være en international spiller efter flere opkøb.

Men den risikovillige opkøbsstrategi og bankens velvillige udlånspolitik kom til at give bagslag under finanskrisen.

Danske Bank var under Straarups ledelse i så store problemer, at staten måtte stille milliardlån til rådighed for at holde hånden under banken.

- Andre må bedømme mit eftermæle, men jeg vil gerne huskes for, at jeg gjorde mit bedste, sagde Peter Straarup i et interview med Børsen, da han gik på pension i 2012.

Blev direktør i 1986

Peter Straarup er født i Fredericia og begyndte som elev som 17-årig i 1968 i Danske Bank, der dengang hed Landmandsbanken.

Han fik den første direktørstilling i 1986, og i 1998 kunne han stige helt til tops som ordførende direktør.

Ifølge Jyllands-Posten brugte Peter Straarup i løbet af ti år 75 milliarder kroner på en række opkøb i både ind- og udland.

Største udfordring i karrieren

Men så kom finanskrisen. I 2008 ramte en bølge af økonomisk nedtur den internationale finansverden - blandt andet forårsaget af bankernes egen risikable adfærd, har Peter Straarup senere erkendt.

Alene opkøbet af to irske banker nåede ifølge Jyllands-Posten at koste Danske Bank i omegnen af 30 milliarder kroner i nedskrivninger, og Peter Straarup måtte i 2008 erkende, at det var en stor fejl.

Finanskrisen var den største udfordring for Peter Straarup i hans karriere, har han sagt til Børsen.

- Vi lærte, at man ikke forlænger verden med brædder, og i den periode, hvor markederne frøs til is, fik jeg ikke meget søvn, sagde han.

Kan nyde pensionisttilværelsen

Da han gik af som topchef i 2012 efter mere end 40 år i banken, var det med beskeden om, at han nu skulle lære at være pensionist.

Han bestred siden bestyrelsesposter i A.P. Møller Fonden og A.P. Møller Holding frem til slutningen af 2018.

Peter Straarup behøver formentligt ikke at bekymre sig om privatøkonomien, selv om han nu er blevet pensionist.

Danske Bank har nemlig sørget for, at han er omfattet af en pensionsordning, der sikrer ham omkring tre millioner kroner om året resten af livet.

Den tidligere topchef er gift med amerikanskfødte Rickie Lee Straarup. Parret har to børn.

Powered by Labrador CMS