Gør status over sit liv
Skuespiller Mathias Käki Jørgensen fylder snart 30 år. Det har sat gang i en masse tanker omkring, hvem han egentlig er - og hvem han ikke er
Skuespiller Mathias Käki Jørgensen har gennem fem sæsoner spillet politimanden Benjamin i TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl".
Men Benjamins satte liv som nybagt far med kæreste og fast job er helt anderledes end Mathias Käki Jørgensens eget.
- Jeg er sådan en, der svæver lidt gennem universet for at finde ud af, hvor jeg skal hen, siger Mathias Käki Jørgensen.
Gennembrud i 'Norskov'
Den autodidakte skuespiller fik sit gennembrud i TV 2-serien "Norskov" i en alder af 21 år.
Han spillede ishockey i 1. division for holdet White Hawks fra Frederikshavn, og det var derigennem, han pludselig sprang ud som skuespiller, da TV 2 ledte efter en, der kunne spille ishockey.
Det er efterhånden ti år siden, og til august fylder Mathias Käki Jørgensen 30 år.
- Flere af mine kammerater har gået og stresset over at blive 30, og der har jeg altid bare sagt, at de skulle holde op, og at alder er en social konstruktion: Who gives a shit?, siger han og fortsætter:
- Men nu er jeg selv kommet tæt på, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke lige synes, at det er så fedt. På en måde kommer man til at gøre status over sit liv: "Hvor langt er man nået, og er man der, hvor man havde regnet med at være?", siger han og tilføjer:
- Man forestillede sig, at det skulle være noget med egen lejlighed, og at man ligesom var på plads.
Han fundet sig selv
Selv om Mathias Käki Jørgensen endnu ikke er fuldstændig etableret, har han gennem sine 20'ere fundet ud af, hvem han er, og hvem han i hvert fald ikke er.
- Nu har jeg prøvet ting, testet ting og fucket op, så nu handler det om at dedikere min tid til det, jeg har fundet ud af, at jeg har lyst til.
En af de ting, han vil fortsætte med at bruge sin tid på, er skuespil.
Men faktisk bruger han kun omkring fire måneder om året på at være skuespiller, når optagelserne til "Sommerdahl" kører. Resten af tiden går til hans produktionsselskab, hvor han blandt andet producerer reklamefilm.
- Det kan godt være at skuespillet ikke er min første ting, og at det er lidt mere en side-hustle (sidegesjæft, red.) for mig, men det er stadig noget af det sjoveste at bruge sin tid på, siger Mathias Käki Jørgensen og tilføjer:
- Jeg har ikke det med, at lykken er at lave én ting.
Sommeren går med 'Sommerdahl'
Om sommeren går en stor del af hans tid med at filme "Sommerdahl" i Helsingør. Det falder altid sammen med mylder og travlhed i hans produktionsselskab.
- Det er nogle måneder, der godt kan trække tænder ud. Det er højsæson for alt, jeg laver. Alle skal have produceret noget, og samtidig er jeg i Helsingør ti timer om dagen, siger han.
Sommeren er travl, men Mathias Käki Jørgensen kan ikke forestille sig at bruge sin tid på andet.
- Jeg nyder, hvordan tingene er lige nu, og så må vi se, hvor længe det varer, siger han.
Han er meget bevidst om, at han som tiden går kan ende med at skifte livsbane.
- Jeg er et andet menneske i dag, end jeg var for ti år siden og fem år siden. Bare siden sidste år har jeg ændret mig. Så jeg regner heller ikke med, at jeg synes, at det samme er interessant om ti år, siger han og tilføjer:
- Det er selvfølgelig fedt, hvis jeg gør. Men jeg tror også, at det er vigtigt, at man mærker efter, hvis man vil prøve noget andet.
"Sommerdahl" kan ses hver søndag på TV 2 Charlie og på TV 2 Play.