Rutineret trio i spidsen for dansk filmfest

Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby skal igen i år være værter ved den største danske filmfest, når de mange Bodil-priser skal uddeles. Her bliver kærligheden til filmkunsten sat i højsædet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Igen i år bliver det satiretrioen Platt-form, der skal stå i spidsen for Bodilprisen.

Trioen, der består af skuespillerne Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby, skal for andet år i træk nemlig være værter, når den prestigefyldte prisuddeling afholdes i midten af marts.

Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Det skal drive ned ad væggene

– Vi vil gøre vores yderste for at lave et show, hvor kærligheden til filmkunsten og de mennesker, der skaber den, vil drive ned af væggene.

– Vi kan nok ikke lade være med at dele nogle små frække svirp ud, men først og fremmest vil vi forsøge at skabe en hyldestfest, udtaler satiregruppen i meddelelsen.

Bodilprisen er Danmarks ældste filmpris, og hvert år uddeles statuetterne inden for kategorier som bedste danske film og bedste manuskript.

Nomineringer offentliggøres torsdag

Det er foreningen Danske Filmkritikere, som uddeler priserne.

De nominerede til Bodilprisen vil blive offentliggjort torsdag den 11. januar.

Prisuddelingen finder sted 17. marts.

Powered by Labrador CMS