Sådan blev hun kendt

I mange år har Michèle Bellaiche været fast vært på TV 2-magasiner, hvor hun har mødt både superstjerner og helt almindelige danskere. 22. maj fylder hun 50 år

Michèle Bellaiche fejrer sin 50-års fødselsdag med en stor reception i Tivoli.
Michèle Bellaiche fejrer sin 50-års fødselsdag med en stor reception i Tivoli.
Udgivet Opdateret

Morgen efter morgen er hun med til at sætte dagen i gang for de tusindvis af seere, der drikker morgenkaffen foran TV 2's "Go' morgen Danmark".

I tv-studiet i Tivoli møder hun alle slags mennesker, og det er noget af det, som hun holder mest af ved sit arbejde.

Søndag den 22. maj fylder Michèle Bellaiche 50 år, og fødselsdagen skal blandt andet fejres med en stor reception i netop Tivoli.

Fra aften til morgenfladen

Inden "Go' morgen Danmark" var hun fra 2006 til 2018 vært på pendanten, "Go' aften Danmark". Begge er blevet produceret af Nordisk Film.

Om årsagen til, at hun i så mange år har arbejdet med netop disse tv-formater, siger Michèle Bellaiche:

- "Go' aften" og "Go' morgen Danmark" er formater, der byder på aktualitet og plads til alle slags mennesker - fra superstjerner, eksperter og ministre til helt almindelige danskere, der gemmer på gode historier, hvis man bare graver dybt nok.

- Og så er det live! Det vil sige, at der er plads til det impulsive og uperfekte og det gode grin.

Uddannet i litteraturvidenskab

Michèle Bellaiche er uddannet i litteraturvidenskab og formidling på Københavns Universitet. 

Hun debuterede som tv-vært på TV3 i 1997, men blev allerede året efter ansat på TV 2. Her har hun været lige siden.

Hun har været vært på "TV 2 Nyhederne", kriminalmagasinet "Station 2" og flere dokumentarprogrammer foruden "Go' morgen-" og "Go' aften Danmark".

Holder foredrag

Udover sit arbejde som tv-vært holder hun foredrag og har i mange år været konferencier og ordstyrer ved forskellige arrangementer.

Michèle Bellaiche voksede op i Taastrup vest for København med en dansk mor og fransk far.

Hun bor i dag i Solrød Strand og har en datter på 20 og en søn på 16 år.

Powered by Labrador CMS