Den fynske energibombe er kult i Tyskland
De imponerende resultater og den evige entusiasme har gjort "den danske vulkan", som boulevardpressen hos Bild døbte ham, til en højtskattet kultfigur blandt bundesligaklubbens fans
Det er stort set kun gået godt, siden bundesligaklubben Mainz 05 for knap et år siden fik en dansk redningskrans.
Fodboldtræneren Bo Henriksen, der fredag 7. februar fylder 50 år, reddede fra en håbløs udgangsposition klubben fra at rykke ned i den næstbedste række sidste forår ved at hente 23 point i 13 kampe.
Aktuelt er den flamboyante og energiske fynbo ved at føre holdet mod en placering, der kan give adgang til de europæiske klubturneringer efter sommerferien.
Den danske vulkan
De imponerende resultater og den evige entusiasme har gjort "den danske vulkan", som boulevardpressen hos Bild døbte ham, til en højtskattet kultfigur blandt bundesligaklubbens fans.
Selv hævder han, at succesen er bygget på at være autentisk og tro mod sig selv.
Når han roser en spiller til langt over skyerne, kalder en lidt over gennemsnitlig aktion for verdensklasse eller jubelstormer ned ad sidelinjen med de lange hårlokker svævende efter sig, er det ikke en påtaget facade.
Det er bare Bo Henriksen. 100 procent Bo Henriksen.
Klogere og dygtigere
- Jeg er blevet klogere og dygtigere, men jeg har ikke lavet mig selv om, siden jeg var træner i 2. division. Jeg træner stadig for, at vi skal vinde vores kamp hver lørdag, og det har vi bedst mulighed for, hvis jeg får det bedste frem i hver enkelt spiller.
- Nu er der mere opmærksomhed, flere interviews og flere fans - også som stopper foran vores hus og vil have en autograf - men jeg er stadig den samme person og fodboldtræner. Det håber jeg aldrig ændrer sig, uanset hvor jeg skal hen i trænerverdenen eller livet, siger Bo Henriksen.
Efter sin aktive fodboldkarriere, hvor han blev dansk mester med Herfølge, men ikke for alvor var nogen fremtrædende spiller i den bedste række, indledte han trænerkarrieren væk fra bevågenheden.
Økonomisk udfordret
Han førte Brønshøj op i 1. division, og efter syv en halv sæson i den københavnske forstadsklub blev han headhuntet til AC Horsens, der var rykket ned i samme række og var økonomisk udfordret.
Den fynske humørbombe fik vendt skuden, sikrede oprykning og etablerede Horsens i Superligaen. Efter et års trænerpause, hvor han ernærede sig som tv-ekspert, blev han i sommeren 2021 ny cheftræner i FC Midtjylland.
Han førte klubben til en pokaltitel, men blev sat fra bestillingen efter kun lidt over et år i jobbet.
Siden reddede han FC Zürich ud af store problemer i Schweiz, før han gentog bedriften med Mainz.
Rolig fejring med familien
Bo Henriksen er gift med Christina, og parret har sønner på 8, 16 og 20 år sammen. Mens den yngste er med i Tyskland, går teenageren på efterskole i Danmark, og den ældste søn arbejder i Danmark.
De samles alle i Tyskland for at fejre den runde fødselsdag.
- Det er fedt at blive 50, men jeg skal ikke holde stor fest. Det er midt i sæsonen, og vi skal spille kamp dagen efter mod Augsburg, så det bliver en rolig fejring med mine børn og min kone. Så kan det være, der skal være noget større og vildere til sommer, siger Bo Henriksen.
- Heldigvis kan jeg ikke mærke, at alderen stiger. Ikke ud over at jeg skal bruge briller, men det kan man få fikset. Man kan få fikset alt i dag, griner fodboldtræneren.