Ole Qvist fylder 75 år
I selskab med stjerner som Preben Elkjær og Søren Lerby trak Ole Qvist ikke de største overskrifter på Danmarks ikoniske 80'er-fodboldlandshold
I selskab med stjerner som Preben Elkjær og Søren Lerby trak Ole Qvist ikke de største overskrifter på Danmarks ikoniske 80'er-fodboldlandshold.
Men målmanden, der tirsdag den 25. februar fylder 75 år, udmærkede sig på sin egen måde.
Han passede et job som motorcykelbetjent i færdselspolitiet, mens han i store landskampe var en del af Danmarks internationale gennembrud.
A-landsholdet
Qvist fik debut på A-landsholdet mod Finland i august 1979 i det, der også var Sepp Pionteks debutkamp som landstræner.
Piontek overtog et hold, der trods mange profiler havde det med at skuffe, men tyskeren fik med sin disciplin sat nye standarder. Og det var med Qvist som keeper i nogle af de mest legendariske kampe.
Han passede målet, da Danmark i 1981 slog Italiens kommende verdensmestre og på grundlovsdag i 1985 slog Sovjetunionen 4-2.

Leverede store præstationer
Ved EM i 1984 stod han alle fire kampe for Danmark og leverede store præstationer.
Men han kunne intet stille op ved de fem spanske skytter, da Danmark efter Preben Elkjærs afbrænder tabte efter straffesparks konkurrence i semifinalen.
Qvist fik i alt 39 landskampe. Men det kunne være blevet til endnu flere, hvis han ikke havde haft konkurrenter i skikkelse af Ole Kjær og senere Troels Rasmussen, der blev førstemålmand efter en pragtpræstation mod Sovjetunionen i Moskva i efteråret 1985.
Ikke i auktion
Qvist var udtaget til VM i Mexico, men kom ikke i aktion. Et par måneder senere spillede han sin sidste landskamp i en alder af 36 år.
På klubplan spillede Qvist for KB i hele sin karriere fra 1973 til 1987.
Han var en sikker sidste skanse, da KB vandt sine to sidste mesterskaber i 1974 og 1980, før klubben i 1991 fusionerede med B1903 og blev til FC København.

FC København
Efter karrierestoppet stod han i en periode i spidsen for målmandstræningen i FC København.
Ole Qvist er far til den tidligere angriber Lasse Qvist, der i en årrække repræsenterede danske ungdomslandshold og blandt andet spillede for FCK.
Selv er Ole Qvist søn af den kendte vittighedstegner Hans Qvist, der døde i 1983.