Slår vild rekord på Oscar-scenen
Brody vandt natten til mandag dansk tid en Oscar i kategorien Bedste Mandlige Skuespiller for sin rolle i filmen "The Brutalist"
Da den amerikanske skuespiller Adrien Brody gik på scenen i Los Angeles for at modtage en Oscar, holdt han den længste takketale i showets historie.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Brody vandt natten til mandag dansk tid en Oscar i kategorien Bedste Mandlige Skuespiller for sin rolle i filmen "The Brutalist".
Her brugte han fem minutter og 40 sekunder på at takke for prisen - hvilket er rekord.
Lovede at begrænse sig
Adrien Brody lovede ellers flere gange undervejs at begrænse sig.
Alligevel endte han med at slå den tidligere rekord, der blev sat i 1943.
Her brugte den britiske skuespiller Greer Garson fem minutter og 30 sekunder på at takke for prisen som Bedste Kvindelige Skuespiller.
Hun modtog statuetten på baggrund af sin præstation i filmen "Mrs Miniver".
Det var efter hendes tale i 1943, at oscarakademiet indførte tidsbegrænsninger på prismodtagernes takketaler, ligesom man jævnligt begyndte at spille musik for at få vinderne til at runde deres taler af.

Ikke første gang
Natten til mandag blev Adrien Brodys tale også afbrudt af musik - men han bad så orkestret om at lægge deres instrumenter.
- Vær søde at slukke musikken. Jeg har gjort det her før, sagde Brody, som i 2003 vandt en Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller for sin rolle i "The Pianist".
- Det er ikke min første tur i manegen, men jeg skal holde det kortfattet, lød det fra Brody, inden han fortsatte sin tale i endnu 90 sekunder.
Talentfuld arkitekt
I "The Brutalist" spiller Adrien Brody en talentfuld arkitekt, som efter Anden Verdenskrig forlader Europa og flytter til USA.
Han takkede på scenen blandt andet sine forældre, Brady Corbet, som har instrueret filmen, medskuespillerne Guy Pearce og Felicity Jones og sin kæreste, Georgina Chapman.