Billetter revet væk på ingen tid
Musikeren Michael Falch jubler over at kunne hjælpe endnu flere alkoholplagede familier som en af initiativtagerne til den nye poetiske festival NÆR
Knap nok er billetterne sat til salg, før de er revet væk.
Musikeren Michael Falch er sammen med sin yngste datter, sangskriver Mathilde Falch, blandt initiativtagerne til den nye poetiske musikfestival NÆR.
Den vil folk fra nær og fjern gerne opleve og være med til at støtte. Efter fem minutter blev der meldt udsolgt, jubler Michael Falch i et opslag delt på Instagram.
- Nu har I som billetkøbere allerede sikret overskud til arbejdet for plagede børnefamilier i De vildeste Fugle næste år, så nu kan vi måske tillade os at drømme om, at NÆR på Langeland kan blive en tilbagevendende tradition fremover den første weekend i september, skriver han blandt andet.
Har selv været afhængige
Alt overskud fra festivalen doneres til det sociale initiativ De Vildeste Fugle. En almennyttig forening, der har til formål at yde støtte til alkoholplagede børnefamilier og hjælpe den afhængige videre i behandling.
En afhængighed, både Michael Falch og Mathilde Falch selv er kommet ud af.
- Vi ved, hvor mange der er ramt af denne problematik. Så det er vores ønske både at aftabuisere det at tale om alkoholproblemer og samtidig lave en festival, som samler folk, sagde Mathilde Falch for nylig i et interview med Ritzau.
Fællesskab
- Det, som musikken har gjort i vores liv, og som vi ved, at den gør i mange menneskers liv, er at skabe et samlende fællesskab.
Derudover bliver NÆR en helt almindelig festival, som man kender konceptet. Der er ifølge Michael Falch ingen løftede pegefingre, og der kan også købes alkohol.
NÆR løber af stablen for første gang 6. og 7. september næste år på Broløkke Herregård på Langeland. På den stjernespækkede scene finder man blandt andre Jonah Blacksmith, Oh Land, Love Shop, Lis Sørensen og Sebastian.
Optræder selv
Michael Falch og Mathilde Falch er også selv på plakaten.
Mathilde Falch er konferencier sammen med DR-værten Carsten Holm, og så skal hun optræde med musikeren Hjalmer på festivalens første dag.
Michael Falch spiller på festivalens sidste dag med makkeren Poul Krebs, som han danner det musikalske fabeldyr KrebsFalch med, til det, der i øvrigt bliver duoens - foreløbigt - sidste koncert.
Intimt setup
Derudover kommer også Peter Sommer, Signe Svendsen og Rikke Thomsen forbi den nystiftede langelandske festival.
Kravene er, at der skal være en særlig poesi i artisternes sangskrivning, og at det kan tages ind i et intimt setup og spilles akustisk.
Derfor bliver alle optrædenerne foran et siddende publikum.