Danske stjerner: – Det har vi lært i 2017
Det er tid til refleksion - også blandt de nyere danske musiknavne. Scarlet Pleasure, Skinz, Xander og Martin Jensen fortæller, hvilke erfaringer de vil bruge i det nye år.
Når rådhusklokkerne kimer ved midnat den 31. december, er det samtidig startskuddet til et helt nyt år.
Det kan give tid til refleksion over, hvad man har lært af det gamle år, som man vil bruge i det nye.
For sangeren Xander har 2017 været året, hvor han har fundet balancen i musikbranchen.
Det behøver ikke være hårdt
– Jeg har lært nu, at man sagtens kan nyde det, og at det hele ikke behøver at være så hårdt, lyder det fra den 29-årige sanger.
Scarlet Pleasure har også haft et hæsblæsende år, og den populære poptrio forsøger at suge så mange af indtrykkene i sig som muligt.
– Det har været et så godt år for os, så det der med bare at nyde er noget, vi generelt prøver at bestræbe os på og ikke bare skynde os videre, men prøve at være i det og tage imod, siger forsanger Emil Goll.
Har gjort komet-karriere
Den danske dj Martin Jensen har gjort kometkarriere, som startede med et mobildiskotek og er kulmineret på toppen af hitlisterne kloden over i 2017.
Det har krævet masser af hårdt arbejde at nå til tops, og den 26-årige musikskaber er klar til at sætten barren endnu højere i 2018.
– Jeg har lært rigtig meget om, hvad jeg selv kan holde til, og hvad jeg ikke kan holde til, og hvor meget jeg selv kan presse mig til. Det er super fedt, så det vil jeg selvfølgelig notere til næste år og så bare lige presse den lidt mere, siger han med smil.
Søvn er en vigtig faktor
For den fremadstormende musiker Skinz har 2017 været året, hvor han har etableret sit navn, og det kan godt mærkes, fortæller sangeren.
– Det er vigtigt med søvn – det har der ikke været så meget af det her år, fortæller sangeren og uddyber:
– Det har været så presset, men på en god måde, men søvn er helt klart noget, jeg vil have noget mere af.